Gode råd fra Boligadvokaten

Man bør bruge en boligadvokat, fordi det er en uafhængig specialist. Køb af ejendom er en uoverskuelig proces at stå med alene, men en boligadvokat kan gennemskue alle de forskellige dokumenter, der er i sagen. Herudover varetager boligadvokaten udelukkende købers interesse. Boligadvokaten hjælper ikke kun med det juridiske ved et boligkøb, men også med rådgivning og forhandling af prisen på boligen og med de økonomiske og finansielle spørgsmål, der kommer i løbet af processen ved et boligkøb.

Alle advokater i Danmark har pligt til at være medlem af Advokatsamfundet, og det er lovpligtigt for alle advokater at tegne ansvarsforsikring. Skulle der ske fejl i processen fra advokatens side, så er du dermed som boligkøber sikret, at der er en dækning for tab.

Udover dette har Advokatsamfundet udarbejdet de advokatetiske regler, som boligadvokaten har pligt til at følge. Desuden er der retningslinjer om etiske regler for advokaters rådgivning om fast ejendom til forbrugere. Af disse regler fremgår det blandt andet, at advokaten ikke må have egne interesser i resultatet af rådgivningen, og at advokaten ikke må repræsentere to parter med modsatrettede interesser.

Det økonomiske aspekt

Når du skal købe bolig, er det vigtigt, at du tidligt i processen taler med din bank. Du bør derfor tage ned i din bank og tale om, hvor meget du vil have mulighed for at låne. Det vil være fornuftigt at lave et budget, så du kan se, hvor meget der vil være tilovers til mad, husleje osv., hvis du skal betale af på et lån. På den måde vil du kunne se, hvor meget du vil have mulighed for at låne. En god ide vil være, at tale med en boligadvokat om hvilket lån, det er bedst at tage for dig.

Brug af boligadvokat

Ejendomsmægleren er ”sælgerens mand”. Modsat dette er boligadvokaten ”køberens mand”. Man bør derfor sørge for at gøre brug af en boligadvokat i forbindelse med boligkøb, da du derved er sikret en rådgiver, der hjælper netop dig. En boligadvokat vil kunne holde styr på de mange forskellige dokumenter og aspekter, der er ved et boligkøb.

Advokatforbehold

Man bør altid få indsat et advokatforbehold i købeaftalen. På den måde vil du kunne komme ud af aftalen uden omkostninger.

Besigtigelse

Det er en god ide at tage en bygningssagkyndig med på en besigtigelse af boligen. Det er hertil vigtigt at holde sig for øje, at en tilstandsrapport udelukkende afdækker skader på bygningen. Problemer med for eksempel grunden er derfor ikke medtaget i denne rapport.

Ejerskifteforsikring

Hvis der foreligger en tilstandsrapport og elinstallationsrapport, kan du vælge at tegne en ejerskifteforsikring. Foreligger der ikke en tilstandsrapport og elinstallationsrapport, bør du bede sælger om at få diss indhentet, så du har mulighed for at tegne en ejerskifteforsikring. Ejerskifteforsikringen dækker så skader, fejl og mangler, som ikke er omtalt i hverken tilstandsrapporten eller i elinstallationsrapporten.